15. januar 2009 Flere gode nyheder


Endelig fik vi svar på scanningen som de tog på Kolding Sygehus den 2. december. Egentlig skulle vi have haft svar lige inden jul, men den kontrol blev aflyst da de ikke havde haft fremstillet billederne.
Cysten er nu blevet mindre. HURRAA. Den ene side af cysten er helt faldet sammen, den anden er blevet mindre. DET er godt. Det er nok strålingen der har gjort det af med den. Set i bakspejlet skulle man måske have bestrålet allerede efter andet indgreb.

Andreas følger en normal skolegang med 20 støttetimer om ugen. Han går i skole hver dag, træner i fitness.dk to gange om ugen på et børnehold og spiller guitar om onsdagen. Det er meget bedre en sidste år ved samme tid.

Lige nu ser vi frem til marts, hvor det er eet år siden han fik strålebehandling. Så må han begynde på væksthormonbehandling. Dette vil give ham øget vækst og endnu mere overskud (siger lægerne). Hertil kommer øget muskelmasse og øget forbrænding.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at han (og vi) stadig kæmper en meget ulige kamp mod kiloene. Alt frister og han vejer nu på den forkerte side af 85 kg med sine 160 cm. Andreas har netop fået tilsagn om at han kan komme på julemærkehjem. Der er ventetid på ca 10 måneder fra nu af.

Der kommer mere så snart vi kommer til marts.